Kærlighed

Jeg er fortabt, er i min egen lille verden, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv og det hele. Jeg er så ked af det, jeg er så fortabt. Jeg ryster, jeg har kvalme og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg sidder og høre musik, som minder mig om os to, sidder og tænke på alle de minder vi har sammen, på alt det du siger til mig, og de ting du mente. Jeg bliver ved med at græde, og forstår ikke hvordan jeg kan blive ved med det. Det gør så ondt inden i, jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal gøre af mig selv længere. Jeg havde aldrig troet det om dig, troede ikke at du var sådan - Jeg elsker dig, jeg elsker dig højere end alt andet, men efter dette, har jeg så ondt at jeg ikke kan se noget godt i noget som helst. Jeg er tom for ord, jeg ved ikke hvad jeg skal sige - eller gøre. Jeg er gået ned, og føler ikke at jeg kan komme op igen. Jeg troede at vi havde det så godt, og at jeg var den bedste i dit liv, og at du aldrig kunne finde på at gøre mig fortræd. Især ikke på den måde ....

Jeg følte mig lykkelig - der er ingen anden der kender mig bedre end du gør, der er ingen der ved de ting om mig som du gør.

//Lisa